Pressemeddelelse
19. november 2020
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Brugte mundbind hører til i affaldsspanden

 
 
 
 

Natur- og Miljøudvalget kalder på god adfærd, når vi skal skille os af med vores brugte mundbind. Alt for mange mundbind havner ved siden af affaldsspanden, og det skader naturen.

 
 
 
 

Billedet af et hensmidt mundbind hører desværre ikke til sjældenheder. Men det er skidt for naturen, for det tager op til 450 år at nedbryde alle dele af et mundbind.

 
 
 
 

Bussen snegler sig gennem den tætte myldertrafik. Regnen siler stille og roligt ned på 7. time og har samlet sig i blanke pytter i vejkanten. Inde i den gule bybus er vinduerne duggede af fugten fra passagernes overtøj. Og det bliver mere og mere lunt og indelukket inde bag passagernes mundbind. Endelig når bussen frem til sin destination, og passagerne strømmer ud til lyden af rejsekortets summen i takt med, at chippen rammer tællermaskinen. Ude i den frie luft ryger hænder nærmest synkront op til ansigtet for at rive mundbind af og i en glidende bevægelse smide det i affaldsspanden. Da bussen er kørt, og busstoppestedet er tømt, ligger der fire mundbind, der aldrig nåede hole-in-one.

 

Mundbind flyder i naturen

Sådan ser hverdagen ud mange steder i verden. Også i Vejle Kommune, hvor mundbind alt for ofte ligger hensmidt på gader og stræder og i skov og på strand, uden for de opstillede skraldespande.

 

- Vi står lige nu i en pandemi, hvor sundhedsmyndighederne har påbudt os at bruge mundbind flere steder. Det er ikke udpræget sjovt, men vi kan desværre ikke komme uden om det. Vi kan til gengæld hjælpe hinanden med at passe på vores dyrebare natur ved at skille os af med de brugte mundbind korrekt, siger Karl Erik Lund, formand for Natur- og Miljøudvalget.

 

Det handler om adfærd

I bund og grund handler det om adfærd, og det vil Natur- og Miljøudvalget gerne være med til at sætte fokus på.

 

- Der står mange skraldespande både inde i vores byer og ved skov og strand, men selv hvis man skulle støde på en fyldt skraldespand eller måske ikke kan finde en, når man skal af med sit mundbind eller andet affald, må man altså gerne tage det med sig hen til den næste ledige skraldespand. Det er grundlæggende et spørgsmål om indstilling, understreger udvalgsformanden, der peger på, at det kan tage naturen helt op til 450 år at nedbryde alle de enkelte dele af et mundbind.

 
 
 
 
 
 
 
 
 
Kontaktinformation

Karl Erik Lund, formand for Natur- og Miljøudvalget, tlf. 20 61 54 80