Pressemeddelelse
30. juni 2017
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Cykelholdet klarede turen til toppen

 
 
 
 

15 unge ledige har nået toppen af Alpe D'Huez i fin stil, efter at have cyklet mere end 1.500 km. ned gennem Europa. Turen var en del af Jobcenter Vejles projekt "Jeg vil - jeg kan".

 
 
 
 
Jobcenterets cykelhold på toppen af Alpe D'huez

Der var jubel, da de unge endelig nåede den berømte bjergtop.

 
 
 
 

For tredje år i træk har Jobcenter Vejle sendt en gruppe unge ledige med andre problemer end ledighed afsted til toppen af Alpe D'Huez - på cykel, vel at mærke. De deltager i projektet "Jeg vil - jeg kan", hvor de siden foråret har skiftet mellem virksomhedspraktik og cykeltræning.

 

Den 29. juni nåede de så endelig den berømte alpetop, og det var 15 glade unge, der kunne konstatere, at missionen var fuldført: De havde sat et sig et mål, trænet disciplineret frem mod det og endelig nået det. Og selvom det kan lyde enkelt, har det været en øjenåbner for de fleste af dem.

 

Det fortæller Christoffer Melson (V), som er formand for Vejle Kommunes arbejdsmarkedsudvalg. Han er sikker på, at de unge kan bruge den erfaring, når de kommer i job eller uddannelse. "De har jo påbegyndt et stort projekt og taget det lange seje træk, uden at give op da det blev rigtig hårdt. Så nu ved de, at de kan. Og det kan være den erfaring, der gør, at de f.eks. ikke falder fra deres uddannelse i trælse perioder", uddyber han.

 

Han roser de unge for deres flotte præstation og sender samtidig en stor tak til deres praktikvirksomheder. "Virksomhederne har ydet en kæmpe indsats for at hjælpe de her unge mennesker, det er der slet ingen tvivl om", afslutter formanden. Nu ser han frem til den evaluering, der kommer til efteråret, og som vil sige mere om, hvad de unge har fået ud af projektet.

 

Fakta
- Cykelturen fra Vejle til toppen af Alpe D'Huez har taget 10 dage
- Vejle Kommunes arbejdsmarkedsudvalg står bag cykelprojektet "Jeg vil - jeg kan"
- Deltagerne er 15 unge ledige med andre problemer end ledighed
- Siden foråret, har deltagerne skiftet mellem virksomhedspraktik og cykeltræning.

 

 
 
 
 
 
 
 
 
 
Kontaktinformation

Vejle Kommunes arbejdsmarkedsudvalg

Christoffer Melson (Formand)

chram@vejle.dk - Tlf. 26 28 82 02

 

Jobcenter Vejle

Morten Bundgaard Fredsted (Afsnitsleder - Unge på Vej)

morbu@vejle.dk - Tlf. 30 52 96 57