Hvad har cykeltræning og virksomhedspraktik til fælles? Umiddelbart ikke meget - og så alligevel. Arbejdsmarkedsudvalget i Vejle Kommune har nemlig de seneste 7 år, haft rigtig gode erfaringer med et cykelprojekt for unge ledige, der har andre udfordringer end ledighed. Og fredag 3. juni lød startskuddet til projektets helt store udfordring, da de ti deltagere satte fødderne i pedalerne og satte kursen mod den franske alpetop på det legendariske tour-bjerg Alpe d'Huez - i år naturligvis iført gule cykelhjelme for at markere Tour-starten i Vejle præcis en måned senere. Siden forårets begyndelse har de unge brugt minimum to dage i sadlen på de bakkede jyske landeveje, og siden sidst i april har de taget næste etape, nemlig virksomhedspraktik, de resterende tre dage om ugen. Hvor praktikken giver dem en vigtig, konkret viden og erfaringer om hverdagen på en arbejdsplads, giver cykeltræningen dem en indsigt i egne evner og begrænsninger, der er mindst ligeså væsentlig. Lokale bakker opProjektet kunne ikke fungere uden solid opbakning fra lokale virksomheder, der bidrager med både praktikpladser og anden form for støtte til holdet. Og det samarbejde sætter kommunen pris på, siger formand for Arbejdsmarkedsudvalget Rune Bønnelykke (NB): - Vi er meget glade for den støtte og opbakning, vi får hos det lokale erhvervsliv. Gennem cykelprojektet får en række unge hvert år en håndsrækning, som er særlig og som giver dem bedre forudsætninger for at komme i job eller få en uddannelse. Cykelprojektet kørte ikke uden for landets grænser sidste år, så i år var der pumpet ekstra luft i hjulene og kæderne strammet en eks, da starten gik. De unge cykelrytteres tur kan følges på Facebook |