Hvem skal vinde Frivilligprisen 2023

 
 
 
 

Det seneste år har budt på rigtig mange aktiviteter og indsatser båret af mange engagerede frivillige. Den 29. september skal vi igen fejre frivilligheden og kåre årets frivillige ildsjæle, og du kan være med til at bestemme, hvem Frivilligprisen 2023 skal gå til.

 
 
 
 

Frivilligt arbejde er mange ting lige fra fællessang, strikkecafé og stolegymnastik på et plejecenter til cykelture, banko eller venskabsfester med beboerne på et botilbud. Hvad end det er, så deler de mange engagerede frivillige ud af det vigtigste, de har - nemlig tid og hjerterum, og den slags kan man slet ikke sætte en eksakt pris på. Derfor har de fået deres helt egen festdag, som er dedikeret til at anerkende og fejre de mange uvurderlige frivillige.

 

    - Vi har så mange dygtige og engagerede frivillige i Vejle Kommune, som hver dag gør en kæmpestor forskel for andre. Det er svært at takke dem alle sammen nok for deres store indsats, og derfor glæder jeg mig over, at vi kan give dem en flot fest, hvor vi kan vise dem, hvor uvurderlige de er for os alle, siger Lone Myrhøj, formand for Voksenudvalget i Vejle Kommune

 

Frivillig Fredag hedder de frivilliges festdag, og i år er det fredag den 29. september, hvor vi skal uddele Frivilligprisen til en frivillig ildsjæl på både Voksen- og Seniorområdet, der har gjort en særlig indsats i året, der er gået.

 

    - Den årlige frivilligpris er en af de fineste priser, vi som kommune kan dele ud. Men det er også en af de sværeste priser at dele ud, for alle de frivillige, der hver dag gør en stor forskel for mange mennesker, har fortjent at modtage en pris for deres store engagement og for at give ud af deres tid til andre, der har brug for den, siger Gitte Frederiksen, formand for Seniorudvalget i Vejle Kommune.

 

Kender du en frivillig, der fortjener en anerkendelse og et ekstra skulderklap for sin indsats på det frivillige, sociale område, så send Frivilligrådet dit forslag og skriv, hvorfor netop din kandidat skal have prisen. Du kan indstille din kandidat til Frivilligprisen 2023 på www.vejle.dk/frivilligprisen

Husk at begrunde din indstilling. Personer, som tidligere har været indstillet til prisen, må gerne indstilles igen. Frivilligrådet skal have din indstilling senest 25. august 2023.

 

En arbejdsgruppe fra Frivilligrådet gennemgår efter fristens udløb indstillingerne og vælger at nominere et antal personer, hvorefter Vejle Kommune vælger de to prisvindere. Der uddeles én pris af Seniorudvalget og én pris af Voksenudvalget. Voksenudvalgets pris omfatter også ildsjæle inden for det frivillige sociale arbejde på børne- og ungeområdet.

 

De endelige vindere kåres fredag den 29. september til den årlige frivilligfest. Udover æren modtager begge prismodtagere et gavekort på 5.000 kr.

Frivilligprisen er med til at synliggøre og øge interessen for at være frivillig inden for det sociale område:

 
De to udvalgsformænd er begge værter ved årets frivilligfest.

 
 
 
 
 
 
 
 
 
Kontaktinformation

Lone Myrhøj, formand for Voksenudvalget, telefon 23 30 81 80

Gitte Frederiksen, formand for Seniorudvalget, telefon 24 42 86 95

Anne Margrethe Walldén, næstformand i Frivilligrådet, telefon 51 72 24 94