Pressemeddelelse
12. marts 2020
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Årets Sportsgalla aflyst

 
 
 
 

Vejle Kommune og de øvrige parter bag Sportsgalla har valgt at aflyse årets arrangement for at forebygge smittespredning af coronavirus. Vinderne af årets i alt 11 priser vil blive hyldet i et andet format. 

 
 
 
 

Regeringen har onsdag aften taget drastiske skridt for at forebygge smittespredning af coronavirus - COVID-19. Bl.a. sendes alle offentligt ansatte, som ikke varetager kritiske funktioner, hjem i to uger og alle kulturinstitutioner lukkes ned i samme periode. 


På den baggrund aflyser arrangørerne bag Sportsgalla årets arrangement. Sportsgalla skulle have fundet sted den 2. april i Vejle Musikteater.


- Selvom Sportsgalla går ind i april måned, så har vi ud fra arrangementets karakter besluttet, at vi ikke ønsker at løbe nogen risiko. Derfor går vi ud i god tid og siger, at vi finder et andet format til at fejre årets prisvindere, siger Jens Ejner Christensen, borgmester i Vejle Kommune.


Sportsgalla adskiller sig fra mange andre arrangementer ved, at der i løbet af aftenen er meget kontakt mellem aftenens hovednavne. Herudover er det et blandet publikum i alle aldersgrupper, og hvor en stor del af de fremmødte sportsudøvere har stor rejseaktivitet. Derfor gentænkes formatet i år. 

 

- Årets prisvindere vil stadig blive hyldet. Men det er klart, at vi er nødt til at tænke i andre baner - kan det fx ske på sociale medier og i pressen? Vi arbejder på at finde den bedste løsning under nogle svære omstændigheder, siger Dan Arnløv Jørgensen, formand for Kultur- og Idrætsudvalget i Vejle Kommune.


Alle nominerede til årets Sportsgalla har fået direkte besked fra Vejle Kommune om, at årets arrangement er aflyst. Vejle Kommune og Vejle Amts Folkeblad samarbejder lige nu om, hvordan man kan sætte fokus på og hylde årets prisvindere.

 
 
 
 
 
 
 
 
 
Kontaktinformation

Sofie Plenge, kulturdirektør, tlf. 60 60 99 23