Hvem skal vinde Frivilligprisen 2024

 
 
 
 

Det seneste år har budt på rigtig mange aktiviteter og indsatser båret af mange engagerede frivillige. Den 27. september skal vi igen fejre frivilligheden og kåre årets frivillige ildsjæle, og du kan være med til at bestemme, hvem Frivilligprisen 2024 skal gå til.

 
 
 
 

Frivilligt arbejde er mange ting lige fra fællessang, strikkecafé og stolegymnastik på et plejecenter til cykelture, banko eller venskabsfester med beboerne på et botilbud. Hvad end det er, så deler de mange engagerede frivillige ud af det vigtigste, de har - nemlig tid og hjerterum, og den slags kan man slet ikke sætte en eksakt pris på. Derfor har de fået deres helt egen festdag, som er dedikeret til at anerkende og fejre de mange uvurderlige frivillige.

 

-          De mange dygtige og engagerede frivillige i Vejle Kommune gør hver dag en kæmpestor forskel for andre. Det er umuligt at takke hver enkelt for deres store indsats, og derfor glæder jeg mig over, at vi igen i år kan invitere dem til en flot frivilligfest. I år har vi ændret konceptet en smule og får derfor mulighed for at invitere mange flere frivillige med, siger Gitte Frederiksen, formand for Seniorudvalget i Vejle Kommune.

 

De frivilliges festdag kaldes Frivillig Fredag og fejres over hele landet på samme dag. I år er det fredag den 27. september, hvor vi udover at feste for de frivillige også skal uddele to Frivilligpriser til frivillige ildsjæle på både Voksen- og Seniorområdet, der har gjort en særlig indsats i året, der er gået. 

 

-         Den årlige frivilligpris er en af de fineste priser, vi som kommune kan dele ud. Men det er også en af de sværeste priser at dele ud, for alle de frivillige, der hver dag gør en stor forskel for mange mennesker, har fortjent at modtage en pris for deres store engagement og for at give ud af deres tid til andre, der har brug for den, siger Lone Myrhøj, formand for Voksenudvalget i Vejle Kommune

 

Kender du en frivillig, der fortjener en anerkendelse og et ekstra skulderklap for sin indsats på det frivillige, sociale område, så send Frivilligrådet dit forslag og skriv, hvorfor netop din kandidat skal have prisen. Du kan indstille din kandidat til Frivilligprisen 2024 på www.vejle.dk/frivilligprisen

Husk at begrunde din indstilling. Personer, som tidligere har været indstillet til prisen, må gerne indstilles igen. Frivilligrådet skal have din indstilling senest 23. august 2024.

 

En arbejdsgruppe fra Frivilligrådet gennemgår efter fristens udløb indstillingerne og vælger at nominere et antal personer, hvorefter Vejle Kommune vælger de to prisvindere. Der uddeles én pris af Seniorudvalget og én pris af Voksenudvalget. Voksenudvalgets pris omfatter også ildsjæle inden for det frivillige sociale arbejde på børne- og ungeområdet.

 

De endelige vindere kåres fredag 27. september til den årlige frivilligfest. Udover æren modtager begge prismodtagere et gavekort på 5.000 kr.

Frivilligprisen er med til at synliggøre og øge interessen for at være frivillig inden for det sociale område:

 
De to udvalgsformænd er begge værter ved årets frivilligfest.

 
 
 
 
 
 
 
 
 
Kontaktinformation

Lone Myrhøj, formand for Voksenudvalget, telefon 23 30 81 80

Gitte Frederiksen, formand for Seniorudvalget, telefon 24 42 86 95

Anne Birgitte Hundahl, sekretær i Frivilligrådet, telefon 24 90 67 92