Borgmesteren hejser Det Grønne Flag hos Kernehuset

 
 
 
 

Endnu en institution i Vejle Kommune har gjort sig fortjent til et Grønt Flag for deres store arbejde med naturen. Det er denne gang Kernehuset, der opfylder kriterierne, og de inviterer til fejring.

 
 
 
 

Fredag den 29. september vil Kernehuset fejre, at de har modtaget Det Grønne Flag. Kl. 14-14.30 kommer borgmester, Jens Ejner Christensen, og holder en lille tale, inden han sammen med to børn vil hejse flaget.

 

I årets løb har Kernehuset gennemført mange spændende projekter og aktiviteter. De lægger stor vægt på at undervise børnene i at pleje naturen. De udnytter også det smukke grønne område omkring institutionen til at indsamle grøntsager og frø. Når disse materialer er indsamlet, hjælper børnene med at producere ting som syltede rødbeder, marmelade og meget mere. Der er etableret flere plantekasser rundt omkring i Kernehuset, hvor de dyrker krydderurter, bær og buske. Børnene plukker krydderurterne, dekorerer pålægsfade og nyder dem til frokost. Når det kommer til insekterne, har de et lille skovområde med nedfaldne grene og gamle træstubbe, der giver rig mulighed for "Krible-Krable-dyr" at finde et hjem. Her fascineres børnene sammen med de voksne af dyrenes liv. Insekthoteller hænger rundt om på legepladsen, hvor de flyvende insekter kan bosætte sig. Ansøgningen gav dermed et tydeligt billede af en institution, der vægter oplevelser i naturen højt.

 

Grønne Spirer og Det Grønne Flag er Friluftsrådets landsdækkende grønne mærkningsordning for børneinstitutioner. Indtil videre har over 380 institutioner modtaget flaget. Du kan læse mere om Grønne Spirer på www.gronnespirer.dk

 
 
 
 
 
 
 
 
 
Kontaktinformation

Mie Aggerholm Pedersen, pædagog Kernehuset, 29 66 94 71, mieas@vejle.dk