Pressemeddelelse
15. januar 2021
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Ældreplejens personale passer på kroppen på jobbet

 
 
 
 

Ømhed i muskler og led er hverdag for mange ansatte i ældreplejen. Derfor har Seniorområdet i Vejle Kommune sat fokus på bl.a. sundhed og trivsel, og hvordan man som ansat passer på sig selv.  

 
 
 
 
Elastiktræning - Midlertidige Pladser i Vejle Kommune

Så er der gang i elastiktræningen på Midlertidige Pladser i Vejle Kommune.

 
 
 
 

Hver dag er der fælles træning med elastikker for medarbejderne på "Midlertidige Pladser", som er et tilbud til svækkede eller syge ældre med behov for et midlertidigt ophold. I 5-10 minutter motioneres nakke- og skuldermuskler via en række strækøvelser med en lang elastik. Træningen er en del af projektet "Den attraktive arbejdsplads", der siden 2008 har været brugt til at fremme arbejdsmiljøet i ældreplejen. Aktuelt er der afsat 800.000 kr. til lokale sundhedstiltag på områdets arbejdspladser.

 

I efteråret fik "Midlertidige Pladser" penge til at købe elastikker til alle medarbejdere og indførte obligatorisk og skemalagt elastiktræning hver dag. Og det har vist sig at være en lille indsats med en forbavsende stor effekt, siger centerleder Karin Ø. Christensen: - Dem, der har døjet med ondt i skuldrene i flere år, er stort set blevet smertefri.

Øvelserne blev sat i gang af afdelingens fysioterapeut, og det er lykkedes at fastholde opbakningen og få øvelserne gennemført hver dag, uanset hvor travlt der er. Det skyldes i høj grad, at vi som ledelse tilskynder til at bruge tid på det, vurderer Karin Ø. Christensen.

 

Fysioterapeut Henriette Jensen mærker også effekten af træningen. Tidligere mødte hun næsten hver dag kollegaer, der klagede over ømme skuldre eller ømhed i lænden, og som gerne ville masseres. Det gør hun stort set ikke længere: - Det er helt klart elastiktræningens fortjeneste, siger hun.
 

Plads til grin
Selvom træningen er obligatorisk, er det Henriette Jensens indtryk, at de fleste er glade for det lille afbræk, og at det sociale aspekt ved at samles med kollegaerne også betyder meget: - Det giver energi, og der bliver pjattet og grinet, når vi laver vores øvelser.


Og netop mulighed for motion i arbejdstiden og fællesskab med kollegaerne stod øverst på ønskelisten, da Seniorområdets ledelse spurgte 105 tilfældigt udvalgte medarbejdere: Hvis vi skal gøre noget for din sundhed, hvad ønsker du? Efterfølgende blev 2-3 medarbejderne og ledere fra alle arbejdspladser sendt på en sundhedsambassadøruddannelse arrangeret af Dansk Firmaidræt.

 

Uddannelsen klæder dem på til at motivere til motion og trivsel på arbejdspladsen. Det er bevidst, at lederne også deltager for at sikre, at fokus på sundhed bliver rodfæstet på arbejdspladsen, og signalere, at der er ledelsesmæssigt fokus på emnet. Fra "Midlertidige Pladser" er Karin Ø. Christensen og Henriette Jensen sundhedsambassadører, og de har valgt at højne kollegaernes sundhed ved hjælp af elastiktræning.


Fokus på det gode helbred
Seniorchef Helle Brinch mener da også, at der for både medarbejdere og samfundet generelt er store gevinster at hente, hvis arbejdsgiverne indfører sundhedsfremmende tilbud til medarbejderne:


- Vi skal have fokus på at have arbejdspladser, der understøtter, at medarbejderne kan forblive sunde. Derfor vil vi gerne give dem mulighed for at bevæge sig naturligt - og sammen med hinanden. Fællesskabsfokusset er derfor væsentligt og har også været et krav fra projektets styregruppe, siger seniorchefen, der er glad for, at det efter et halvt års udsættelse på grund af corona endelig lykkedes at afvikle første del af sundhedsambassadøruddannelsen virtuelt i november. Anden og afsluttende del afvikles i slutningen af januar.
 

"Midlertidige Pladser" har fået elastikker. Andre arbejdspladser har søgt om midler til f.eks. at købe skridttællere eller bordtennisborde. Det vil også fremadrettet være muligt at søge midler til sundhedsfremmende tiltag.

 

Seniorområdet overvejer desuden at samle medarbejderne på tværs af området til et foredrag med en sundhedsperson, men først når coronakrisen er overstået, og det igen er muligt at samles igen.

 
 
 
 
 
 
 
 
 
Kontaktinformation

Karin Ø. Christensen, leder af Midlertidige Pladser, tlf. 20 40 73 94
Helle Brinch, seniorchef, tlf. 29 74 37 53