Pressemeddelelse
19. januar 2018
 
 
 
 
 
 
 
 
 

FÅ EN HJÆLPENDE IT-HÅND PÅ BIBLIOTEKET I FORÅRET

 
 
 
 

Forårets kursussæson er så småt ved at gå i gang på Vejle Bibliotek, og de næste par måneder kan du bl.a. blive lidt klogere video, online-kurser, digitale fodspor og dit digitale bibliotek.

 
 
 
 
Billede af ældre kvinde med bærbar

I foråret kan du bl.a. blive klogere på, hvordan du kan blive klogere - nemt og gratis på nettet.

 
 
 
 

Vejle Bibliotek smugstartede allerede i januar kursussæsonen med det populære "Åbent IT-værksted". Hvor torsdag helt frem til slutningen af juni kan du kigge forbi bibliotekets DIGIzone mellem kl. 10 og 14 med din bærbar, tablet eller smartphone og få hjælp til hverdagens små IT-problemer. Du kan også bruge en af DIGIzonens pc'er til dine egne projekter eller måske bare blive lidt klogere på teknologier som 3D-print, virtual reality eller robotprogrammering.

 

Fra februar måned skydes sæsonen for alvor i gang med en række spændende kurser. Du kan f.eks. blive bedre til at søge information på nettet eller blive klogere på, hvilke digitale fodspor du efterlader, og hvordan du kan beskytte dine private oplysninger. Du kan også lære at bruge dit digitale bibliotek til at læse og lytte bøger eller få tips og tricks til, hvordan du bliver bedre til at optage, redigere og dele video - begge dele ved hjælp af din smartphone eller tablet.

 

Der er også noget for musikelskerne på programmet. På kurset "Med på musikken" kan du gå på opdagelse i bibliotekets digitale tjenester Qello Concerts, RB Digital, Press Reader og Oxford Music, som giver dig adgang til masser af oplevelser og viden om musik hjemme fra din egen sofa.

 

Er du mere til at lære noget nyt om alt lige fra digital post og Twitter til pædagogik og filosofi, så kan du få en introduktion til, hvordan du finder masser af gratis kurser på nettet - både bibliotekernes egne og fra universiteter over hele verden.

 

Du kan læse mere om alle forårets kurser og tilmelde dig på vejlebib.dk. Har du ikke mulighed for at tilmelde dig via hjemmesiden, er du også velkommen til at ringe på 76 81 32 00.

 
 
 
 

For yderligere oplysninger kontakt:

Bibliotekar Judith Benz Therkelsen, Vejle Bibliotekerne, Willy Sørensens Plads 1, 7100 Vejle
Telefon: 40 42 89 27. E-mail: jbt@vejlebib.dk.

 

 
 
 
 
 
 

Vejle Bibliotekerne - Willy Sørensens Plads 1 - 7100 Vejle - tlf 7681 3200 - vejlebib@vejlebib.dk