Efterladte får nyt tilbud om sorgstøtte i Vejle

 
 
 
 

Siden 2015 har Vejle Kommune hjulpet ældre i sorg. Nu har Sundheds- og Forebyggelsesudvalget udvidet sorgstøtten, så alle over 18 år, som mister en ægtefælle eller samlever, kan få en gratis samtale med en sorgvejleder fra Vejle Kommune

 
 
 
 

Hvert år dør 55.000 danskere, som efterlader fire nærtstående i gennemsnit. For mange er tiden efter uoverskuelig og præget af savn. Sådan oplevede Morten Trebbien det også, da han mistede sin kone i 2015.

 

Herefter hjalp det at gå til sorgsamtaler hos Kræftens Bekæmpelse. Samtidig gjorde de ham bevidst om, at ikke alle fik hjælp til at håndtere sorgen. Derfor glæder han sig i dag over, at Vejle Kommune udvider sin sorgstøtte til efterladte under 65år.

 

Det betyder, at alle over 18 år, som mister en ægtefælle eller samlever, fremadrettet kan få en gratis samtale med en sorgvejleder i kommunen. Tidligere gjaldt det kun ældre over 65år.

 

-        Da min kone døde føltes det som at blive hugget midt over. Heldigvis kom jeg i et godt forløb, men det gav ikke mening for mig, at efterladte under 65år ikke fik samme støtte som dem over 65år. Derfor tog jeg kontakt til politikerne, for jeg ved, at det ville være helt i min kones ånd at kæmpe for, at alle kan få støtte.

 

Sundheds- og Forebyggelsesudvalget i Vejle Kommune står bag den udvidede sorgstøtte, som der er investeret 300.000kr i. Om sorgstøtten fortæller udvalgsformand Peder Hummelmose:

 

-        Hvis du er under 65 år, har du ofte børn, som også påvirkes af sorg. Samtidig har de fleste et arbejde og et netværk. Der er på den måde meget på spil for de efterladte. Derfor vil vi med en udvidelse af sorgstøtten give dem nogen at tale med, mens de også kan blive guidet i gennem alt det praktiske efter et dødsfald. Forhåbentlig vil det hjælpe, siger Peder Hummelmose.

 

Ræk ud og sæt ord på
En af dem, som står klar til at tage imod efterladte under 65år, er sorgvejleder Jane Langberg Nielsen. Hun er overbevist om, at kontakten med en sorgvejleder gør en forskel - her kan de efterladte dele alle følelser, få støtte og blive guidet.

 

-        Nogen føler, at de midt i sorgen skal tage hensyn til andre. De vil ikke belemre deres familie eller venner, som måske også bearbejder en sorg. Her kan samtalerne med en uvildig fagperson være en hjælp, fordi vi har ikke har nogle aktier eller følelser i klemme, så her kan de efterladte frit dele deres tanker om tabet, fremtiden eller det praktiske derhjemme.

 

Hun understreger i den forbindelse, at pårørende samtidig spiller en vigtig rolle. De kan fortælle den efterladte om muligheden for sorgstøtte, og måske det kan være et skridt på vejen til at søge hjælp.

 

Om det siger Peder Hummelmose afslutningsvist:

 

-        Efter et dødsfald er der en risiko for, at efterladte bliver ensomme, mister deres arbejde og netværk, og derfor skal vi som kommune støtte op om dem. Det gør vi ved at give dem nogle værktøjer til at håndtere sorgen. Men vi håber også, at deres omgivelser vil hjælpe med at henvise til tilbuddet, så vi i fællesskab sørger for, at de efterladte får den nødvendige hjælp.

 
 
 
 
 
 
 
 
 
Kontaktinformation

Peder Hummelmose, Udvalgsformand i Sundheds- og Forebyggelsesudvalget i Vejle Kommune, tlf. 4021 0286

Morten Trebbien, Kundedirektør & partner og pårørende, tlf. 2364 7928

Jane Langberg Nielsen, sorgvejleder i Vejle Kommune, tlf. 7681 8096