Pressemeddelelse
24. juni 2020
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Økolariet er klar til sommergæster

 
 
 
 

I sommerferien byder Økolariet velkommen med små, nye udstillinger, superheltemission, sjov på forpladsen og sommerstemning på taghaven.

 
 
 
 

Økolariet er klar til sommeren 2020.

 
 
 
 

Alle kan trygt besøge Økolariet i sommerferien. Der er indført daglige rutiner med afspritning af aktiviteter og skærme, og personalet holder et skarpt øje med, hvor mange gæster der kommer ind, og hvordan de fordeler sig rundt i udstillingerne.

 

- Vi har glædet os utroligt meget til at åbne, og vi har gjort alt for, at det skal være en tryg oplevelse at besøge Økolariet igen. Derfor har vi også udvalgt vores ferienyheder og -aktiviteter ud fra, at gæsterne kan deltage og opleve uden at skulle komme for tæt på hinanden eller være for mange samlet på et sted, fortæller Økolariets leder Niels Nørgaard.

 

Tag på superheltemission

I sommerferien kan man fx købe en superheltetaske fuld af sjove ting, der skal bruges til at løse forskellige missioner. I tasken er der superlygte, modighedsmagi, superheltebriller, en lup og meget mere.

 

Superheltene skal løse mystiske gåder i udstillingerne, finde skjulte tegninger, kæmpe sig gennem kloakken med rotter og have ægte superheltemod til at komme helt ind i en hjerne med græshopper for at kunne løse missionen og redde jordkloden. Superhelten Geo Grøn hjælper på vej.

 

Aldersgruppe er fra fem år til voksen og husk, at også voksne kan blive superhelte.

 

Kom tæt på naturen

Som noget helt nyt viser Økolariet en fotoudstilling med naturbilleder. Udstillingen "Små glimt - store øjeblikke" er en udstilling af fire fotografer, der alle har stillet både skarpt og uskarpt på naturens mange facetter. De har fordybet sig, været på udforskning, kravlet i græsset og leget med former, farver og mangfoldighed.

 

Billederne afspejler nogle meget forskellige måder at opleve naturen på. Lige fra den abstrakte fortolkning, der gengiver den emotionelle og sanselig følelse, som fotografen havde i øjeblikket, til den klare og naturalistiske gengivelse af smukke sommerfugle og farverige blomster fanget med kameraet i det rette øjeblik.

 

Fælles for alle fotograferne er det bevidste valg af motiv, lys, og optageteknik til at gengive naturens små glimt og store øjeblikke på en fascinerende måde.

 

Tag med i regnskoven

Vores muligheder for at rejse uden for Europa er begrænset lige nu, men i Økolariet kan gæsterne få et lille indblik i dagligdagen for den oprindelige befolkning i den bolivianske regnskov. Den lille, nye udstilling giver et indblik i de indfødtes udfordringer med klimaforandringer, skovbrande og deres forsøg på at udnytte regnskoven på en bæredygtig måde. Det sker gennem film, farvestålende plancher og hjembragte genstande og produkter fra regnskoven.

 

Virtual Reality fotografen Jakob Brus har i samarbejde med DANIDA besøgt Chiquitanos folket, der lever i den lille landsby Limoncito inde i regnskoven. Det er der kommet en VR-film ud af, som skal ses gennem VR briller. På den måde får man oplevelsen af at være der selv, midt i landsbyen, da filmen viser et 360 grader panorama.

 

Praktiske info: Økolariet er åbent alle dage kl. 10.00 - 16.00, og der er som altid gratis entré. Se mere på Økolariet hjemmeside: www.okolariet.dk

 
 
 
 
 
 
 
 
 
Kontaktinformation

Hanne T. Rasmussen, projektleder og udstillingsansvarlig. hatra@vejle.dk mobil: 61 70 70 53