Oplevelsescenter: Rådgivere til Egtvedpigens Verden er valgt

 
 
 
 

I ti år har lokal befolkning, politikere og Vejlemuseerne drømt om et oplevelsescenter til Egtvedpigen. Den drøm vil Vejlemuseerne i samarbejde med rådgiverteamet Gjørtz Andersen Arkitekter, NIRAS og Urbanlab nordic nu gøre til virkelighed frem mod december 2025.

 
 
 
 
egtvedpigens-grav-2022-vejlemuseerne-12.jpg
 
 
 
 

For 3500 år siden blev Egtvedpigen begravet. Alligevel fascinerer hun stadig i dag, hvor hun giver et indblik i en svunden tid - nemlig bronzealderen.

 

Det er baggrunden for oplevelsescentret Egtvedpigens Verden, som rådgiverteamet Gjørtz Andersen Arkitekter, NIRAS og Urbanlab nordic har vundet et udbud på.

 

De skal således gøre drøm til virkelighed i området ved gravhøjen i Egtved, og den proces ser Chef for Vejlemuseerne og Vejle Stadsarkiv Flemming Hedegaard Larsen frem til:

 

-         Det er et stærkt rådgiverteam, som jeg er overbevist om kan hjælpe os med at skabe et fantastisk oplevelsescenter, hvor forskning og formidling går hånd i hånd. Egtvedpigens Verden skal på den måde give gæsterne nye indsigter - både i hendes liv og vores fælles fortid.

 

Anlægget af Egtvedpigens Verden går i gang fra februar 2025.

 

Sans for historie og bæredygtighed
I udvælgelsen er der blandt andet lagt vægt på, at rådgiverne har erfaring med anlæg af museer, formidling eller andre kulturinstitutioner.

 

Dét har Gjørtz Andersen, NIRAS og Urbanlab nordic, som også skal indtænke bæredygtighed i det kommende oplevelsescenter.

 

Om det fortæller Flemming Hedegaard Larsen:

 

-         Vi har store ambitioner om, at Egtvedpigens Verden skal være et museum på en helt ny måde, og at det skal bygges efter bæredygtige principper. Her har vi fundet det helt rigtige rådgiverteam til at opfylde de ambitioner med os.

 

Egtvedpigens Verden vil efter forventning stå klar i december 2025. De første vil derfor kunne besøge centret fra start 2026, hvor de kan dykke ned i Egtvedpigens fascinerende historie igennem udstillinger, aktiviteter med mere.

 

Oplevelsescentret har modtaget støtte fra Nordea-fonden, og det er en del af Hærvejsprojektet, som fonden har bevilliget i alt 45 mio. kr. til. 

 

Centret er desuden på Finansloven for 2024.

 
 
 
 
 
 
 
 
 
Kontaktinformation

Flemming Hedegaard Larsen, Chef for Vejlemuseerne og Vejle Stadsarkiv, telefon 51 50 92 15