Pressemeddelelse
10. september 2020
 
 
 
 
 
 
 
 
 

De Rare Olympiske Lege på Vejle Atletikstadion aflyses

 
 
 
 

På grund af det stigende smittetryk i kommunen har Vejle Kommune, der afholder De Rare Olympiske Lege, valgt at aflyse den del af legene, som foregår på Vejle Atletikstadion fredag den 11. september.

 
 
 
 
 
 
 
 

Da Vejle Kommune i dag er røget over bekymringsgrænsen på 20 smittede pr. 100.000 indbyggere pr. uge, har sundhedsberedskabet i Vejle Kommune valgt kun at afholde De Rare Olympiske Lege i de tilbud og på de bosteder, hvor borgerne bor og færdes i forvejen. Det betyder, at arrangementet på Vejle Atletikstadion aflyses.

Efter planen skulle deltagere fra kommunens forskellige værestedstilbud have været samlet på Vejle Atletikstadion til et brag af en sports- og festdag, og arrangementet var ellers blevet tilrettelagt efter sundhedsmyndighedernes anbefalinger, dvs. inddelt i zoner, masser af håndsprit og sundhedspersonale til at hjælpe deltagerne med at holde afstand.

- Vi havde frygtet, at det ville gå denne vej, fordi smittetallet i Vejle har været stigende de sidste par dage. Nu er tallet blevet så højt, at arrangementet på stadion desværre bliver afblæst i sidste øjeblik. Det er vi selvfølgelig meget ærgerlige over. Og det er deltagerne også, for de har trænet til legene de sidste mange måneder, og i morgen skulle være kulminationen på deres anstrengelser, siger sundhedskonsulent og OL-arrangør Lars Ulrik, men understeger, at det vigtigste er borgernes sundhed og velbefindende.

Vejle Kommune håber, at legene til næste år kan afvikles under mere normale forhold.

 

------------------------

 

Om De Rare Olympiske Lege
De Rare Olympiske Lege er for alle Vejles borgere med diagnoser som f.eks. udviklingshæmning, ADHD og autisme. En del af legene foregår på kommunens mange bosteder, så de borgere, der ikke magter at være sammen med for mange mennesker på én gang eller helst ville være, hvor de kender omgivelserne, også kan dyste i de olympiske lege. De øvrige mødes på Vejle Atletikstadion. De Rare Olympiske Lege blev afvikles første gang i 2019.

 

--------------------------

 
 
 
 
 
 
 
 
 
Kontaktinformation

Sundhedskonsulent og arrangør Lars Ulrik, tlf. 23 22 90 33
Handicapchef Peter Anders Larsen, tlf. 21 57 79 18