Pressemeddelelse
20. oktober 2020
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Socialt udsatte screenes for tuberkulose

 
 
 
 

I samarbejde med Sygehus Lillebælt går Vejle Kommune nu i gang med en aktiv smitteopsporing af tuberkulose, som er særlig udbredt blandt byens udsatte.

 
 
 
 
 
 
 
 

Tuberkulose er en smitsom infektionssygdom med en bakterie, som typisk rammer lungerne og giver en alvorlig lungebetændelse, der kan være dødelig. Sygdommen er i dag sjælden i Danmark, men der findes desværre stadig særlige risikogrupper, hvor sygdommen ses hyppigt, bl.a. blandt byens socialt udsatte borgere.

 

Spyt- eller blodprøve

I Danmark foretages derfor en aktiv smitteopsporing ved at screene gruppen af socialt udsatte. En sygeplejerske og en læge fra Kolding Sygehus besøger som led i smitteopsporingen den 26. oktober Vejle Kommune, hvor de i løbet af dagen vil være til stede på tre forskellige væresteder. Screeningen består af en spytprøve eller en blodprøve.

 

Værestederne er:

·         RusmiddelCenter Vejles afdeling på Horsensvej 35, Vejle kl. 8.30-11.30

·         Kirkens Korshærs varmestue, Flegmade 10, Vejle kl. 11.30-13.30

·         Værestedet Parasollen, Vestergade 16 C, Vejle kl. 13.30-15.00

 

Vejle Kommunes gadesygeplejerske Trine Halle siger, at det er kendetegnende for de syge, at de ikke har overskud til selv at søge hjælp, og at det derfor er afgørende, at hjælpen kommer til dem. De har nok i at klare dagen og vejen, og symptomerne slår de ofte hen med dårlig kost eller rygning.

 

Vejle Kommunes gade- og opsøgende medarbejdere, sundhedspersonalet i Kirkens Korshær og personalet i RusmiddelCenter Vejle vil i ugen op til besøget opsøge og informere målgruppen om tilbuddet, og hvis de ønsker at tage imod tilbuddet om at blive screenet, møder de bare op et af de tre steder.

 

Symptomer og behandling
Tuberkulose udvikler sig langsommere end almindelig lungebetændelse, og derfor kommer symptomerne mere snigende over tid. De typiske symptomer er langvarig hoste, feber, træthed, vægttab og nattesved. Når først sygdommen er opdaget, kan tuberkulose behandles med antibiotika.

 
 
 
 
 
 
 
 
 
Kontaktinformation

Gadesygeplejerske Trine Halle, tlf. 24 76 65 10.