Pressemeddelelse
27. januar 2020
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Lysterapi og søvnbriller hjælper natmedarbejdere til bedre søvn

 
 
 
 

Bofællesskabet Bo-Vejles natmedarbejdere tester i øjeblikket lysterapi og søvnbriller, som skal give dem en bedre døgnrytme og gøre det lettere for dem at være friske, når de er på arbejde.

 
 
 
 
 
 
 
 

Søvn er uundgåelig og livsnødvendig, og får du enten for lidt søvn eller har en dårlig eller afbrudt søvn, kan du opleve ubehagelige symptomer og i værste fald blive syg. At arbejde om natten betyder f.eks., at søvnmønstret bliver brudt, da du skal holde dig vågen om natten og sove om dagen. Samtidig skal du hurtigt kunne omstille sig, når du har nogle fridage og igen skal til at sove om natten.
 

- Brug af søvnbriller og lysterapi kan hjælpe medarbejderne til et bedre skifte fra nat til dag - og til at føle sig mere vågne og oplagte om natten, når de er på arbejde. En bedre søvn giver også et bedre helbred på både langt og kort sigt, fortæller Per Møller Huus, centerleder i bofællesskabet Bo-Vejle i Vejle Kommune, hvor syv  medarbejdere siden november 2019 har testet lysterapi og søvnbriller.


Undgå blåt lys
Lysterapien, som typisk er en lampe med et stærkt lys, skal du have umiddelbart før eller lige, når du møder på arbejde. Det stærke lys holder dig vågen, da kroppen tror, at det er dag. Lyset indeholder blåt lys, som hæmmer produktionen af kroppens naturlige sovemiddel, melatonin. Så snart du har fri fra natarbejde, skal du tage søvnbrillerne på. De blokerer til gengæld for det blå lys og øger derfor produktionen af melatonin. Det vil sige, at brillerne får kroppen til at drosle ned og gøre sig klar til at sove.
 

Birte Madsen har arbejdet som natmedarbejder i bofællesskabet i 11 år, og hun er en af de medarbejdere, som tester både lysterapi og briller, og er glad for begge dele:

- Når jeg møder, går jeg først rundt til beboerne for at få dem til at falde til ro. Så sætter jeg mig foran computeren på kontoret for at lave administrativt arbejde, og her tænder jeg for lampen. Og den virker. Jeg føler mig frisk i længere tid og møder ikke "muren" så hårdt som tidligere. Når jeg får fri, tager jeg brillerne på. Jeg har dem på, når jeg kører hjem, så slipper jeg for lyset fra billygter og gadebelysning, som ellers kan være hårdt, også for koncentrationen, når man er træt. Jeg får hurtigere ro i mit hovedet og undgår stimuli. Når jeg så er hjemme, er jeg klar til at sove, siger Birte Madsen, som gerne vil fortsætte med at bruge de to hjælpemidler.

Tilbagemeldingerne fra de andre medarbejdere ligner Birte Madsens, og centerleder Per Møller Huus er derfor også glad for investeringen, som økonomisk er lille sammenlignet med den store gevinst,  medarbejderne får ud af lysterapilamperne og søvnbrillerne.

 

Projektet evalueres i marts, hvorefter resultaterne skal kommunikeres ud til andre arbejdspladser i kommunen, hvor der også er medarbejdere, der arbejder om natten.

 
 
 
 
 
 
 
 
 
Kontaktinformation

Centerleder i Bo-Vejle Per Møller Huus, tlf. 30 35 09 62.
Implementeringskonsulent Hanne Styrbak, tlf. 20 12 84 67.