Kom med til Vild Havefest

 
 
 
 

"Vildere have" er navnet på Økolariets ny renoverede taghave, som er blevet ombygget og tilplantet med nye, vildere blomster og planter. Der er skabt spændende opholdsmiljøer af genbrugsmaterialer og inspiration til, hvordan man selv kan give plads til en mangfoldighed af arter i sin egen have. Det hele åbner med en "Vild havefest" mandag den 11. april kl. 11.00, hvor alle er velkommen.

 
 
 
 
Foto 1 Finn med insekthoteller.jpeg

Økolariets naturvejleder Finn Lillethorup gør insekthotellerne klar, så der kan komme gang i den vilde have. Finn fortæller til havefesten den 11. april om udstillingen "Vildere Have"

 
 
 
 

-         Når man gerne vil have en have med en mangfoldighed af arter som fx sommerfugle, bier, sangfugle og pindsvin, skal man droppe forestillingerne om en ensartet græsplæne, nul ukrudt, sirlige bede og trimmede træer og buske. I stedet for skal haven være lidt vildere, det kan nemlig også være rigtig smukt. Det vil vi gerne inspirere til med "Vildere have", som vi åbner officielt med vild havefest, fortæller Pernille Petrowsky, der i et samarbejde med Økolariets naturvejleder har været projektleder på taghaveudstillingen.

 

Festen skydes i gang med jazzmusik fra duoen bestående af Jacob Vestager Tybjerg og Frederik Aamand Holm. Åbningstale af Økolariets leder Pernille Kjølholt og fortælling af naturvejleder Finn Lillethorup om, hvordan og hvorfor vi skal have vildere haver. Der bliver også serveret lidt til ganen. Alle er velkomne!

 

Kloden drejer

Som noget helt nyt kan man også opleve en kæmpe jordklode, der drejer rundt. Kloden sætter fokus på bæredygtighed og klima, og den bliver udstyret med små spots, man skal finde på den roterende klode for at få informationer om de steder i verden, der for alvor oplever konsekvenserne af klimaforandringerne. I Bylaboratoriet kan du desuden udløse en kæmpe stormflod på den store bymodel.

 

-         Kloden drejer, og i Økolariet følger vi altid med ved at sætte fokus på bæredygtighed og klima, som er nogle af tidens vigtigste emner både globalt og i Vejle - hvis vi da ikke medregner den frygtelig krig i Ukraine, siger Pernille Kjølholt, leder i Økolariet, og fortsætter:

 

-         Når vi laver en udstilling om vildere haver, så er det for at vise vores gæster, hvordan de helt konkret kan gøre noget selv til gavn for biodiversiteten og klimaet. Taghaven er også meget populær især nu, hvor vejret bliver varmere, derfor er det vigtigt for os, at vi også udendørs har skabt et spændende miljø fyldt med oplevelser og viden ligesom i resten af Økolariet.

 

Naturvejleder Finn Lillethorup deltager også i havefesten, og to gange i løbet af dagen kl. 11.30 og kl. 13.00 fortæller han om udstillingen "Vildere have" samt projektet "Vilde Vejle", hvor Vejle Kommune sætter fokus på biodiversitet.

 

Få pip i Økolariet

For første gang siden corona gjorde sit indtog, har Økolariet igen små, levende og meget pippende kyllinger i hele påske. Kyllingerne, eller mere præcist æggene, kommer fra Vejle og Omegns Fjerkræklub, og de bliver udruget i Økolariet op til påske. Kyllingerne kommer alle tilbage til avleren efter påske.

 

Der vil være mange aktiviteter for hele familien i påsken, som man kan læse mere om på www.okolariet.dk

 
 
 
 
Kontaktinformation

Pernille Kjølholt, leder Økolariet, tlf. 7681 2050, mobil 2061 7107, mail pekjo@vejle.dk 

 
 
 
 
 
 
 

Økolariet
Dæmningen 11 - 7100 Vejle - Tlf.: 76 81 20 60 - Mail: okolariet@vejle.dk