Pressemeddelelse
29. maj 2017
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Fra robotter, debatter og spørgebusser til Anders Lund Madsen

 
 
 
 

Robotterne kommer - hør hvordan du lever med dem! Se om dit hus eller lejlighed bliver oversvømmet, hvis vandet i fjorden stiger! Hop på "Spørgebussen" til Politiskolen og få svar på dine spørgsmål. Smag på alle verdenshjørner, få en flot henna-tatovering eller lær´ at danse rumænsk.

 

Der venter gæsterne rigtig mange oplevelser, hvis de lægger vejen forbi Rådhustorvet i Vejle i denne uge - Vejles resiliensuge. Her har Vejle Kommune i samarbejde med en række lokale foreninger, organisationer med flere linet op til et stort lokalt folkemøde med et væld af aktiviteter og events.

 
 
 
 
 
 
 
 

Programmet for tirsdag, onsdag og torsdag omfatter bl.a. en række spændende debatter, busture, kulturoplevelser og meget mere, som alle kan deltage aktivt i.

 

Gratis bus til borgermøde
Det er også på Rådhustorvet, borgerne tirsdag aften kl. 16-19 kan diskutere den nye kommuneplan på et utraditionelt borgermøde med oplæg, diskussioner, smagsprøver og som rundes af ved et show ved Anders Lund Madsen. Der er gratis shuttlebusser fra både Børkop, Egtved, Jelling og Give til borgermødet om kommuneplanen.

 

Spot på ensomhed
Med den kendte foredragsholder Abdel Aziz Mahmoud som moderator bliver ensomhed sat på dagsordenen onsdag, hvor foreninger og organisationer er inviteret til at komme med deres bud på, hvordan vi kan komme ensomhed til livs. Vinderen får 20.000 kr. til at føre ideen ud i livet.
Samme eftermiddag inviteres til dialog om aktivt medborgerskab. Hvordan får vi flere ildsjæle Hvordan indretter vi vores samfund, så folk kan deltage bedst muligt? Hvordan engagerer vi flest muligt?
Bag invitationen står Frivilligrådet, Ældrerådet, Udsatterådet, Integrationsrådet, Handicaprådet, Folkeoplysningsudvalget og Borger- og Netværksrådet.

Bustur til Posthusgrund og Politiskole

Folkemødet byder på flere busture. Tirsdag eftermiddag kan man stå på "spørgebussen"- en anderledes bustur, som går til Havnen, Politiskolen og Posthusgrunden. Vejle Amts Folkeblads journalist stiger på for at stille kritiske spørgsmål sammen med passagererne.

Hvis passagererne har mere lyst til at besøge "den lykkelige ghetto", så kører en af de andre busser til Nørremarken, hvor der venter rundvisning og eksempler på det gode hverdagsliv.

Hvis de hellere vil sydpå, kører der også en bus til Vindinggård, der har fokus på grønne fællesskaber og biodiversitet, mens en anden bus kører til Løget og viser resultatet af den 800 mio. kr. dyre renovering.

 

Masser af ting at røre, smage og prøve

Hvis man er bange for, at huset bliver oversvømmet næste gang, det styrter ned, kan man komme og få tjekket, om huset ligger i farezoonen.
Ugen sætter også fokus på robotter og den nye teknologi. Tidligere radiovært på Harddisken på P1 og oplægsholder Anders Høeg Nissen fortæller om, hvordan vi skal forholde os til den teknologiske tsunami, der skyller ind over os i disse år.
Man kan også høre mere om, hvordan pædagoger og børn arbejder med digitale medier i daginstitutioner og selv prøve. Man kan møde familien Robot og se dem lave robotcircus. Videoprojektorer og smarte digitale pærer bruges til at skabe sanserum, tilpasset børn, der har brug for ro og langsomhed i dagligdagen. Der er også tips til, hvordan iPad kan bruges til kreativ leg for børn.
Alt sammen for at give børnene en digital uddannelse og en god ballast til at kunne takle en mere og mere digitaliseret hverdag. 

Dans og musik
Ugen byder også på musik og dans. Onsdag aften er det vinderen af Quasar Rock 2017, der går på scenen, mens Vejle Musikskole slutter folkemødet af torsdag aften.

Det er også torsdag, Vejles Expats netværksgrupper inviterer til kreative workshops med kunstnere fra England og Australien, tilbyder flotte henna tatoveringer og lærer gæsterne at danse rumænsk folkedans. De byder også på smagsprøver fra alle verdenshjørner.

Se programmet med de mange debatter, busture, kulturoplevelser, smagsprøver og meget mere på www.uge22.vejle.dk

 

 
 
 
 
 
 
 
 
 
Kontaktinformation

Se programmet med de mange debatter, busture, kulturoplevelser, smagsprøver og meget mere på www.uge22.vejle.dk

 

Borgmester Jens Ejner Christensen, mobil 20 16 32 14
Julie Halkier Nilsson, direktionskonsulent, mobil: 20 18 91 57