Pressemeddelelse
18. februar 2021
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Saml affald og tjen til klubben

 
 
 
 

Der sættes både ind mod affald og til fordel for foreningslivet, når Vejle Kommune i samarbejde med Hold Danmark Rent melder klar til sæsonstart i april for mindre grupper af frivillige med god afstand og højt humør. Her kan foreninger bidrage til mindre affald i naturen samtidig med, at de tjener kroner til nye aktiviteter.

 
 
 
 
Ren Natur 2020 - grønne pigespejdere.jpg

Det er tid til at melde sin forening eller klub til at samle affald op i regi Ren Natur.

 
 
 
 

Mundbind, sugerør og emballage flyder langs vejkanten. Smidt væk af såvel bilister som fodgængere, der på farten ikke tænker over naturen. Men det skal der laves om på.

 

Derfor har Grønt Forum for tredje år i træk tilmeldt Vejle Kommune til projektet 'Ren Natur', som miljøorganisationen Hold Danmark Rent står bag. Her får lokale foreninger mulighed for at trække i arbejdstøjet, rydde op i naturen og samtidig tjene 3.000 kroner til foreningskassen.

 

Vi kan ikke være det bekendt over for naturen

I Vejle Kommune vil der være hele 15 ruter at vælge imellem, når arbejdet udføres i perioden april-oktober. Ruterne er fastlagt af kommunens Vej & Park, så der bliver rengjort langs flere veje og stier i kommunen.

 

- Desværre er der jo fortsat masser af affald i naturen, som vi burde passe bedre på. Det gør mig ked af det, ikke mindst i en corona-tid, hvor naturen har givet os så meget, og så kvitterer vi ved at lade affaldet flyde rundt omkring. Jeg tror faktisk ikke, at jeg er alene om at have det sådan, så jeg håber, at mange vil bidrage til, at vi får ryddet op langs veje og cykelstier og sørget for, at Vejle kommune fortsat er en af de flotteste i landet, siger Karl Erik Lund, formand for Natur- og Miljøudvalget.

 

Deltagelsen i 'Ren Natur' falder sammen med et generelt øget fokus på affald i Vejle Kommune gennem de senere år. Sidste år samlede foreninger fra 35 forskellige kommuner ca. 11 tons affald i projekt 'Ren Natur'. I Vejle Kommune gik 190 frivillige i aktion og samlede i alt 500 kg affald. Håbet er, at der også i år vil blive ryddet godt op.

 

En skilling til den lokale foreningskasse
Foreningerne, som deltager, skal ikke tænke på udstyr. Tværtimod får de stillet sikkerhedsveste, handsker, skraldeposer og tænger til rådighed, mens kommunen henter affaldet, som de samler sammen.

Det skal være så let som muligt, og interessen for projektet er allerede stor med otte tilmeldte foreninger fra sidste år på ventelisten. Karl Erik Lund håber, at medlemmerne af de tilmeldte lokale foreninger vil få en oplevelse ude på ruterne - måske endda følelsen af, at de har bidraget til et Vejle med mindre affald.

 

- Jeg tror på, at foreningerne kan gøre en stor forskel for naturen. Samtidig er det vigtigt, at vi har spredt ruterne ud, så det ikke kun er i byerne, vi får ryddet op. Alle foreninger kan tilmelde sig projektet, dog kan man ikke deltage i projektet mere end én gang. Det er for at give mulighed for, at foreninger, som måske ikke har deltaget i affaldsindsamlinger før, kan prøve det og bidrage til netop deres del af kommunen, siger Karl Erik Lund.

 

Sponsoratet på 3.000 kroner kan bruges til aktiviteter, der styrker foreningen. Det kan være nyt udstyr, fællesspisning, uddannelse eller rejseudgifter, som har et foreningsfremmende formål.

I 2021 er SPAR købmændene, McDonald's, Danske Bank og WestWind sponsorer på 'Ren Natur'. Derfor vil nogle af ruterne, som affaldssamlerne er på, være på veje eller stier tæt på deres butikker og restauranter.

 

Husk corona-restriktioner

Da vi stadig befinder os i en tid med restriktioner og forsamlingsgrænser i forbindelse med Covid-19, opfordrer vi til, at man kun samler ind i grupper med det antal personer, sundhedsmyndighederne anbefaler.

 

Fakta

Ren Natur er et frivilligt tiltag under Hold Danmark Ren. Læs mere her, hvor du også kan tilmelde din forening. 

 
 
 
 
 
 
 
 
 
Kontaktinformation

Karl Erik Lund, formand for Natur- og Miljøudvalget, tlf. 21 54 83 37

Dana Laura Cernat, projektleder for Grønt Forum, tlf. 21 34 04 53; e-mail dalce@vejle.dk