Pressemeddelelse
15. marts 2018
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Økolariet klækker kyllinger

 
 
 
 

Små levende kyllinger har altid været en del af oplevelsescentret Økolariet i Vejles tilbud i påsken, men som noget helt nyt er der i år en god chance for at se et æg klække, hvis man er i Økolariet på det rigtige tidspunkt. Der er også mulighed for at teste sin æg-viden i quizzen "Ægs-pert"

 
 
 
 
 
 
 
 

- Vi har ikke prøvet at udruge kyllinger før, men vi har anskaffet en rugemaskine, fordi vi gerne vil give vores gæster den ekstra oplevelse at se en lille ny kylling bryde ud af ægget. Som altid vil vi også gerne supplere oplevelsen med lidt viden, og derfor har vi en lille udstilling med en "oversavet" høne og en kurv med æg, så man kan se dannelsen af ægget og følge udviklingen fra æggehvide til kylling, fortæller Økolariets leder Niels Nørgaard.

 

Økolariet satser på, at et hold kyllinger er klar til at sige pip til Verden enten mandag 26. eller tirsdag 27. marts og igen et hold enten skærtorsdag 27. eller langfredag 28. marts.

 

En natur i ubalance

I Økolariets nye særudstilling "Biodiversitet - Naturen i ubalance" er der fokus på de hastige forandringer, der sker i vores natur. Menneskene fylder efterhånden så meget, at mange arter forsvinder fra den danske natur. Der kommer dog også nye arter til, enten nogen der selv vandrer hertil, eller nogen som mennesker sætter ud i naturen. Gæsterne kan fx møde ulven og høre den knurre og se de store, prustende bisoner, der flere steder er sat ud i den danske natur. Der er også mulighed for at høre det gamle egetræ fortælle historier om det rige dyre- og planteliv i en gammel urørt skov.

 

Overdækning på taghaven

I forlængelse af biodiversitetsudstillingen åbner Økolariet til påske et nyt overdækket udstillingsafsnit af Taghaven, der fortæller om de mange frivillige grupper, der arbejder for at gøre noget godt for naturen i Vejle. Senere på året, når vejret bliver varmere, åbner en udstilling om, hvordan man kan tiltrække et væld af forskellige arter i sin egen have og dermed være med til at bevare et rigt dyre- og planteliv i sit nærområde.

 

Påskeaktiviteter

Sædvanen tro er Økolariet fyldt med gratis aktiviteter i hele påskeferien fra lørdag 24. marts til og med mandag 2. april. Der er en workshop, hvor gæsterne kan klippe gækkebreve, og en hvor fantasien kan få frit spil med at bygge flotte LEGO-dyr måske inspireret af de mange dyr i biodiversitetsudstillingen.

 

Som noget nyt er der også mulighed for at prøve nogle af Skoletjenestens aktiviteter. Gæsterne kan programmere LEGO Mindstorm EV3-robotter, se på insekter i en stor stereolup og på helt små mikroorganismer i mikroskoper.

 

Trænger man til at røre sig, kan man også deltage i "Svar & Sved-quizzen", hvor det gælder om at være hurtigst og bedst til at genkende en række danske dyr.

 

- Vi har haft en forrygende start her i 2018 med mere end 12.000 glade gæster, der fortæller os, at de både har haft det sjovt og er blevet lidt klogere på de miljømæssige udfordringer, vi har i verden i dag. Vi er stolte over disse tilbagemeldinger og har lagt os i selen for at udarbejde et varieret påskeprogram, der netop giver gæsterne sådan nogle oplevelser, siger Niels Nørgaard.

 

Læs mere om påskens aktiviteter og Økolariets udstillinger på www.okolariet.dk

 

 

Mulige billedtekster

Der er spænding om, hvornår de første kyllinger pipper ud af æggene. Her er det Astrid, der holder øje.

Mød Økolariets ulv ligesom Merle, Jonas og Lene her. Ulven kan både  knurre og hyle .

Find inspiration til flotte tegninger i Økolariets tegneværksted og tegn din egen, som Astrid har gjort her.

Find en af de mange skattekister, der er gemt rundt i Økolariet, og løs quizzen. Her er Merle og Jonas i gang.

 

 
 
 
 
 
 
 
 
Kontaktinformation

Økolarieleder Niels Nørgaard, tlf.: 29 29 20 46; e-mail: nieno@vejle.dk

 

 
 
 
 
 
 
 

Økolariet
Dæmningen 11 - 7100 Vejle - Tlf.: 76 81 20 60 - Mail: okolariet@vejle.dk