Pressemeddelelse
7. januar 2019
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Nye nævninger og domsmænd efterlyses

 
 
 
 

Hvis man går rundt med en drøm om at være med til at afgøre retssager i Byretten og Landsretten, så er det nu, man skal i gang med at udfylde en ansøgning. Fristen er 8. februar.

 
 
 
 
 
 
 
 

Hvert 4. år har helt almindelige borgere chancen for at blive lægdommer og være med til at vurdere skyld og straf i de danske retssale på lige fod med en juridisk dommer. Første skridt er at komme på den såkaldte "grundliste". Det er den liste, som domstolene bruger, når de udpeger domsmænd og nævninge til henholdsvis Byretten og Landsretten.

Vejle Kommune efterlyser allerede nu borgere, der har lyst til at komme på den grundliste, som skal levere domsmænd og nævninge fra 1. januar 2020 - 31. december 2023. Fristen for at søge om at komme på listen er 8. februar 2019.

 

Efterlyser unge og anden etnisk baggrund
Vejle Kommune vil rigtig gerne have ansøgninger fra unge under 30 år og fra borgere med anden etnisk oprindelse end dansk. Det siger Bent Rasmussen, der er formand for Grundlisteudvalget i Vejle Kommune.

- Grundlisten skal nemlig afspejle befolkningens sammensætning i Vejle Kommune. Og vi mangler både unge og borgere med anden etnisk oprindelse end dansk på vores liste. Men alle er velkomne til at søge, understreger Bent Rasmussen.

Informationsmøde 31. januar
Hvis man gerne vil vide mere om, hvordan det så er at være domsmand, så inviterer Vejle Kommune til informationsmøde 31. januar. Mødet foregår på Vejle Rådhus, Rådhustorvet 1 i Vejle, og begynder kl. 17. På mødet får deltagerne en orientering om arbejdet som domsmand, og Gerda Hagemann Pedersen, der sidder i Grundlisteudvalget og selv er domsmand, vil fortælle om det at være domsmand eller nævning i praksis.

 

Lang vej til den første retssag
- Der er ingen garanti for, at man kommer på grundlisten, selvom man lever op til kravene. Personerne på listen skal som nævnt "udgøre et alsidigt sammensat udsnit af kommunens befolkning". Det hensyn kan få betydning for, hvem der optages på listen, hvis der er flere interesserede, end der er brug for, understreger Bent Rasmussen.

Listen sammensættes af Grundlisteudvalget, der består af fem medlemmer, som er udpeget af Byrådet.
 

Og selvom man bliver optaget på grundlisten, er det ikke sikkert, at man bliver indkaldt som domsmand eller nævning. Retten trækker nemlig lod blandt personerne på grundlisten. Man får kun besked fra Retten, hvis man optages på nævninge- og domsmandslisten.

Ansøgningsblanket på hjemmesiden


Interesserede borgere kan gå ind på Vejle Kommunes hjemmeside vejle.dk/domsmand og udfylde ansøgningen. På siden kan man også læse om de krav, man skal opfylde, bl.a. til alder, straffeattest og et tilstrækkeligt dansk.

 

Vejle Kommune skal have ansøgningen senest fredag 8. februar.

Læs mere på www.vejle.dk/domsmand.dk

 

 
 
 
 
 
 
 
 
 
Kontaktinformation

Nanja Kreutz, sekretær for Grundlisteudvalget, Juridisk Kontor, 76 81 15 52 eller naskr@vejle.dk