Pressemeddelelse
15. februar 2021
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Så kan der søges om støttekroner til natur og friluftsaktiviteter

 
 
 
 

Vejle Kommunes Natur- og Miljøudvalg uddeler igen i år støttekroner via Natur- og Stipuljen. Pengene går særligt til projekter, der vil fremme en rig natur og skabe gode friluftsaktiviteter. Puljen er på i alt 200.000 kr. med ansøgningsfrist 1. april 2021.

 
 
 
 
Natur- og Stipuljen 2021.jpg

Det er tid til at søge om midler til projekter i naturen. Ansøgningsfristen er 1. april. Foto: Ronny Røjgaard

 
 
 
 

Brænder du for at skabe bedre vilkår for naturen nær dig? Eller har I planer om at etablere græsninger på naturarealer, nye stier eller andre faciliteter i naturen? Så er der mulighed for at søge støtte og hjælp via Vejle Kommunes Natur- og Stipulje.

 

Friluftsaktiviteter og naturpleje

Natur- og Stipuljen har eksisteret siden 2007. Ligesom i de foregående år støtter puljen naturgenopretning, naturpleje og friluftsliv. I år har puljen særlig fokus på projekter, som øger biodiversitet og fremmer god adfærd i naturen. Andre gode idéer er også velkomne.

 

- Vi oplever helt generelt en stigende interesse for naturen, ikke mindst hjulpet på vej af corona. Og en nylig undersøgelse viser, at vores borgere sætter endnu større pris på vores natur. Natur- og Stipuljen skal netop støtte tiltag, der fremmer biodiversitet og friluftsaktiviteter i naturen. Da vi har mange gæster i naturen, har vi i år valgt at sætte fokus på god adfærd, siger Karl Erik Lund, formand for Natur- og Miljøudvalget.

 

Mødesteder og fællesskaber

Alle kan søge Natur- og Stipuljen - lige fra privatpersoner til interessegrupper og organisationer.

 

- Det er meget vigtigt at understrege, at Natur- og Stipuljen kan søges af alle i kommunen, uanset hvor du bor. Jeg kan derfor kun opfordre til, at der indsendes ansøgninger til projekter fra alle steder i kommunen, siger formanden.

 

Du kan finde vejledning til at søge på www.vejle.dk/naturogstipuljen. Fristen for at søge er 1. april 2021.

 

Eksempler på projekter, der kan få støtte:

  • Etablering af samgræsning med flere slags dyr
  • Opsætning af hegn for at sikre afgræsning af værdifulde naturområder
  • Etablering af stier og andre faciliteter i naturen
  • Renovering af stier og andre friluftsfaciliteter, som anvendes af en større kreds af borgere
  • Information om gode natur- og friluftsoplevelser i lokalområdet
  • Projekter, som fremmer god adfærd i naturen
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Kontaktinformation

Karl Erik Lund, formand for Natur- og Miljøudvalget, tlf. 20 61 54 80

Lis Ellemand, biolog og projektleder, tlf. 21 67 52 55