Pressemeddelelse
29. maj 2017
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Besøg Vejle Rådhus og smag på hele verden

 
 
 
 

Vejle Expats' netværksgruppe giver dig mulighed for at smage mad fra den anden side af jorden, deltage i kreative workshops med kunstnere fra England og Australien og opleve udstillinger af kunstnere fra Irland og Kina.

 
 
 
 
IMAGE
 

Torsdag d. 1. juni fra 14.00 til 18.00 omdannes pladsen ved Vejle Rådhus til et sammensurium af alle verdenshjørner, når Vejle Expats' Netværksgruppe - VEN, indtager den kendte bygning til kulturarrangementet 'Kultur på Tværs'.

 

Anledningen er Vejles Resisiensuge, der er Vejles lokale folkemøde.

 

I alt 15 forskellige lande er repræsenteret ved arrangementet, der beskrives som en hyldest til kulturmangfoldigheden.

 

Interesserede kan blandt andet få sig en flot henna-tatovering hos Indian Association of Denmark, eller lære at danse rumænsk folkedans.

 

Der vil være smagsprøver fra alle verdens hjørner, og et dansk-hollandsk mikrobryggeri byder på noget at drikke.

 

Afslutningsvis vil et lettisk kor optræde for vejlenserne på teltscenen. Korsang er en stærk tradition, der har samlet det lettiske folk i generationer. I dag er der fortsat titusinder af letter, der tager del i amatørkor. Hvert femte år arrangeres der også en stor kor-festival i Letland, som har deltagelse af mere end 20.000 korsangere.

 

Målet med arrangementet er at styrke samhørigheden, skabe flere fællesskaber og medvirke til en vellykket integration.

 

Vejle har de senere år udviklet sig til en international by, da mange udlændinge er kommet til Vejle-området for at arbejde. Ud over deres arbejdskraft, bringer de også en kulturel indsigt, som blandt andet med arrangementet 'Kultur på Tværs' kan blive bragt i spil på en ny måde, så interesserede borgere kan blive klogere på andre kulturers skikke og traditioner.

 

Se programmet med de mange debatter, busture, kulturoplevelser, smagsprøver og meget mere på www.uge22.vejle.dk

 

Vedhæftede filer

Kultur_På_Tværs_program_side_1.jpg
Kultur_På_Tværs_program_side_2.jpg
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Kontaktinformation

Nina Chatelain, Vejle Expats' Network, tlf. 29 70 74 30, nina.chatelain@gmail.com