Pressemeddelelse
21. september 2018
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Årets frivillige ildsjæl i Vejle er Tove Thisgaard

 
 
 
 

Hen over sommeren kunne man indstille lokale ildsjæle til "Frivilligprisen 2018" som et skulderklap. Den endelige vinder blev fundet og kåret i dag til Frivilligfesten i Bygningen i Vejle.

 
 
 
 

Tove Thisgaard fra Give får overrakt prisen af Kenneth Fredslund Petersen og Gitte Frederiksen, formændende for hhv. Seniorudvalget og Voksenudvalget.

 
 
 
 

Fem ildsjæle var nomineret. Blandt de fem faldt det endelige valg på Tove Thisgaard:

- I år er valget faldet på en person, der har gjort en kæmpe forskel for mange - særligt de sårbare og socialt udsatte. Tove Thisgaard vinder fortjent prisen for sit arbejde i Parkhuset på Parkvej i Give, et værested for psykisk sårbare og udsatte borgere. På det seneste har hun udvidet sin omsorg til også at åbne sit eget hjem for enkelte hjemløse. Derfor fortjener hun et ekstra skulderklap, sagde Gitte Frederiksen og Kenneth Fredslund Petersen, formændene for hhv. Voksenudvalget og Seniorudvalget ved prisoverrækkelsen.
 

De fortalte også, at det var svært at vælge mellem de nominerede:

- Indstillingerne fortæller deres egen historie om, at alle de nominerede yder en særlig og engageret indsats til gavn og glæde for rigtig mange mennesker.

Ud over Tove Thisgaard var også Grethe Pedersen fra Langelund nomineret, fordi hun sætter mange forskellige aktiviteter i gang for Langelunds pensionister, Niels Helmund Jensen fra Grejs for arbejdet med at få Grejs Kulturcenter op at stå, Bente Hallberg for sit bestyrelsesarbejde i "Foreningen Lindegården og Lindehavens Venner, og fordi hun altid bidrager med forskellige opgaver. Den sidste nominerede var Harry Bank for sit klubarbejde for pensionister og for at have startet en klub for pensionister i Østerbos lokaler .

Alle fik en gave, unik glaskunst fra det beskyttede værksted "Butik Uniq", med hjem. Derudover fik prisvinderen - udover æren - et gavekort på 5.000 kr.

- Den store glæde, frivillige gør overalt, uanset hvor de er i vores kommune, kan ikke værdsættes nok. Prisen er derfor en anerkendelse for den betydning, frivillige har, og den indsats de yder. De spreder livsglæde og skaber fællesskab - og afhjælper ensomhed og sygdom. I Vejle Kommune er vi heldige at have rigtig mange ildsjæle, der gør en stor indsats - helt frivilligt, lyder det fra de to politikere.

 
 
 
 
 
 
 
 
 
Kontaktinformation

- Gitte Frederiksen, formand for Voksenudvalget, tlf. 24 42 86 95.
- Kenneth Fredslund Pedersen, formand for Seniorudvalget, tlf. 28 72 62 39.