Pressemeddelelse
21. november 2019
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Sæt dit fingeraftryk på Vejles kommende ressourcecenter

 
 
 
 

Vejle Kommune inviterer alle borgere til idémøde om en affaldsfri fremtid onsdag 27. november.

 
 
 
 
 
 
 
 

Kunne du tænke dig at være med til at skabe en affaldsfri fremtid og sætte dit personlige fingeraftryk på Vejles nye ressourcecenter? Så kan du melde dig til idémøde i Bygningen onsdag 27. november kl. 19-21.

 

Vi har et fælles ansvar
Klima og miljø står højt på agendaen i disse tider. Vi skal både som borgere, virksomheder og kommune tænke i nye måder at leve mere bæredygtigt. Det gælder også i forhold til affald og genbrug. I fremtiden skal affald tænkes som materialer og nye ressourcer.


Det nye RessourceCenter Vejle (RCV) er en vigtig brik i denne udvikling. Men det kræver en fælles indsats af alle i Vejle kommune.


- Hele grundtanken med RCV er, at det skal skabes sammen med borgerne og virksomhederne i Vejle. Alle gode idéer og tanker skal i spil, for det er et fælles ansvar, at vi bliver bedre til at udnytte og genanvende de ressourcer, vi har, siger Vejles borgmester, Jens Ejner Christensen.

 

Vi er taget på en rejse
Byrådet i Vejle godkendte før sommerferien, at RCV skal opføres i den nordlige ende af byen - og det nuværende AffaldGenbrug på Vestre Engvej lukkes ned.


- Nogle af de tanker, vi har gjort os omkring indretningen, så det bliver en bedre oplevelse at komme på ressourcecentret, kan man allerede se nu i den nye genbrugsplads, som netop er åbnet i Give, fortæller Karl Erik Lund, formand for Natur- og Miljøudvalget og uddyber:


- Det er på mange måder en rejse, vi er taget på, og det nye RCV giver os netop mulighed for at skabe optimale rammer, så borgerne har lyst til at sortere, genbruge og være endnu mere aktive i den grønne omstilling.


Ingen forudsætninger kræves
Men hvad er dine tanker som borger? Har du gode idéer og forslag til, hvordan vi kan blive endnu bedre til at udnytte vores ressourcer? Alle gode idéer og tanker skal på bordet til idémødet 27. november.


Mødet indledes af borgmesteren og efterfølges af en præsentation af den spændende arkitektur og tankerne bag RCV.

Herefter fordeles alle deltagerne ud i mini-workshops, hvor dine og dine medborgeres gode idéer til indretningen, til mere genbrug og til mere inspiration og læring om klima, genbrug og genanvendelse kan komme i spil. Der er også mulighed for at høre mere om det nye borgerpanel, som du kan melde dig til.


Det kræver ingen forudsætninger for at være med - blot interessen. Alle er velkomne, og du vælger selv den workshop, du har lyst til at bidrage til. Det kan du læse mere om på www.vejle.dk/rcvtilmeld, hvor du af hensyn til forplejning også kan tilmelde dig.

 

Fakta - RCV

  • RCV skal efter planen står klar allerede i efteråret 2022.
  • Ressourcecentret vil fra starten håndtere ca. 80.000-100.000 tons materiale årligt.
  • Der forventes, at mellem 250.000-340.000 vil lægge vejen forbi RCV hvert år.
  • RCV skal bygges efter et arkitektonisk princip, som giver sammenhæng med landskabet og samtidig minimerer risikoen for støj, støv og lugt for både gæster og medarbejdere.
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Kontaktinformation

Jens Ejner Christensen, borgmester i Vejle Kommune, tlf.: 20 16 32 14
Karl Erik Lund, formand for Natur- og Miljøudvalget, tlf.: 21 54 83 37