Pressemeddelelse
21. november 2019
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Mød lokale og regionale sundhedspolitikere til åbent Sundhedshus i Vejle

 
 
 
 

I starten af december kan du få en rundvisning i Sundhedshuset og møde dine sundhedspolitikere fra Vejle Kommune og Region Syd.  

 
 
 
 

Der er åbent Sundhedshus den 4. december 

 
 
 
 

Vil du have en rundvisning i Sundhedshuset? Og har du spørgsmål, du gerne vil stille de lokalt valgte på sundhedsområdet? Så har du chancen den 4. december. Her har Vejle Kommunes Sundheds- og Forebyggelsesudvalg, sammen med flere regionspolitikere, taget initiativ til at holde "åbent Sundhedshus" på Vestre Engvej i Vejle.

 

Ideen er, at dem der er interesserede i sundhed, både skal have mulighed for at få en rundvisning i Sundhedshuset og for at stille spørgsmål til deres folkevalgte repræsentanter.

 

"Vi ved, at sundhed er noget, mange mennesker er interesserede i og har en mening om. Derfor synes vi, det giver rigtig god mening, at de på denne måde får mulighed for, at møde de politikere der sidder med området. Og vi håber selvfølgelig, at der er mange, som vil lægge vejen forbi den 4. december", fortæller Peder Hummelmose (V) og Lene Thiemer Hedegaard (A). De er hhv. formand for Vejle Kommunes Sundheds- og Forebyggelsesudvalg og medlem af Region Syd's Præhospitaludvalg.

 

Det er gratis at deltage i arrangementet, hvor der også vil blive sat fokus på indholdet af den nye, regionale sundhedsaftale, som trådte i kraft første juli i år. Sundhedsaftalen er den formelle ramme om samarbejdet mellem region, kommuner og almen praksis.

 

Åbent Sundhedshus indledes med en rundvisning i Sundhedsafdelingen. Herefter vil der være spørgetime, hvor de fremmødte kan stille spørgsmål til politikerne samt komme med forslag og drøfte deres eventulle bekymringer.

 

Ud over Peder Hummelmose og Lene Thiemer Hedegaard deltager kommunens Sundheds- og Forebyggelsesudvalg samt Gitte Fredriksen (Udvalget for det nære sundhedsvæsen og Psykiatri- og socialudvalget) og Mustapha Itani (Sundhedsudvalget og Digitaliseringsudvalget) fra Region Syd.

 

Fakta
- Der er åbent hus i Sundhedshuset 4. december 2019 fra kl. 15.00-17.00.
- Arrangementet finder sted på Vestre Engvej 51, mødelokale 008 ved siden af kantinen
- Det er gratis at deltage, og det er ikke nødvendigt at tilmelde sig på forhånd
- Se mere om arrangementet på www.vejle.dk/åbentsh

 
 
 
 
 
 
 
 
 
Kontaktinformation

Peder Hummelmose (V)
Formand for Vejle Kommunes Sundheds- og forebyggelsesudvalg
Mail: pehum@vejle.dk
Mobil: 40 21 02 86


Lene Thiemer Hedegaard (A)
Medlem af Region Syds Præhospitaludvalg samt udvalg for uddannelse og arbejdskraft
Mail: lth@rsyd.dk
Tlf.: 20 31 23 70