Smedevirksomhed er Årets rummelige virksomhed 2023

 
 
 
 

Arbejdsmarkedsudvalget i Vejle Kommune uddelte priser i rummelighedens navn. Virksomheden Vilstrup Smedje løb med prisen som Årets rummelige virksomhed.

 
 
 
 
Vilstrup Smedje Årets rummelige virksomhed 2023.JPG

Vilstrup Smedje A/S er Årets rummelige virksomhed 2023 i Vejle Kommune

 
 
 
 

Ledigheden er lav som aldrig før, og efterspørgslen på arbejdskraft er høj. Mange ledige har selv fundet et job,

Men der er nogle borgere, som af den ene eller anden grund har brug for en hånd til at komme ind på arbejdsmarkedet. Heldigvis er der mange virksomheder og medarbejdere i Vejle Kommune, der gerne gør en indsats og tager et socialt ansvar.

Og det var netop virksomheder og enkeltpersoners evne til at være rummelige og favnende, der blev hyldet ved kåringen af Årets rummelige virksomhed samt Årets mentor i Spinderihallerne tirsdag 12. december.

 

Smedevirksomhed åbner døre

Prisen som Årets rummelige virksomhed 2023 går til Vilstrup Smedje A/S.

- Hos Vilstrup Smedje A/S er der generelt en åbenhed i forhold til at hjælpe borgere ind på arbejdsmarkedet, både når det er med henblik på en ansættelse hos dem, og når det er med henblik på en udvikling, der kan åbne muligheder for borgeren andre steder på arbejdsmarkedet. De ser ikke borgerens baggrund og udfordringer som en barriere i forhold til at starte et praktikforløb, og de er meget fleksible i forhold til at løse de udfordringer der kan opstå undervejs, lød det fra Rune Bønnelykke (DF), der er formand for Arbejdsmarkedsudvalget.

 

I alt var 5 virksomheder nomineret til prisen. Foruden Vilstrup Smedje A/S var det Retio, Bifrost, Spinderihallernes café og LUXKIDS.

 

- I er hver og en eksponent for et enormt vigtigt led i Vejle Kommunes beskæftigelsesindsats. På hver jeres måde bidrager jeres indsats til, at borgere, der har andre udfordringer end ledighed, får en chance. Uden jer, og de heldigvis mange andre virksomheder i Vejle kommune, der til daglig udøver rummelighed, ville kommunens beskæftigelsesindsats ikke være den samme, og vi er jer taknemmelige for den indsats I yder, sagde Rune Bønnelykke.
 

Behov og begrænsninger tilgodeses

Ved uddelingen blev også butikschef Mette Kristensen, COOP 365, Brejning, hyldet som Årets mentor med følgende begrundelse:

- Du er en dygtig guide og støtte for praktikanterne, og på trods af den travle hverdag formår du at skabe individuelle udviklingsforløb, der tager hensyn til kandidaternes behov og begrænsninger. Du har taget mange af de unge praktikanter med flest udfordringer og udfordret dem til bedre fremmøde, større selvforståelse og en tro på egne evner.

 

De øvrige nominerede som Årets mentor var: Anders Madsen (Nordic Food Service), Kirsten Madsen (Fabrikanterne), Rebekka og Torsten Rye Petersen (Danakilde) og Susanne Jensen (Bog & Idé).

 

Traditionen tro, blev der også uddelt priser til årets succes-historier på arbejdsmarkedsområdet. De gik til tre personer, som hver især har overvundet svære udfordringer på deres vej tilbage i ansættelse.

 

FAKTA:

- Priserne, der er indstiftet af Vejle Kommunes Arbejdsmarkedsudvalg, er blevet uddelt siden 2011.

- Prisen som Årets rummelige virksomhed består af 15.000 kroner samt et diplom og en kunstplakat

- Prisen som Årets mentor består af 10.000 kroner, et diplom og en kunstplakat

- Årets succeshistorier belønnes med 5.000 kroner, et diplom og en kunstplakat

 
 
 
 
 
 
 
 
 
Kontaktinformation